I bogen `I den bedste mening` af Tine Bryld berettes om 22 Grønlandske børn, ni piger og tretten drenge, alle mellem 5 år og 8 år, som i 1951 blev deporteret til danmark for et år, for at lære dem grundlæggende danske manerer, så de tilbage på Grønland kunne udgøre en `grundstamme` som forstod den danske kultur. De kom til at gå i Den Danske Skole, sammen med danske børn. Dette skete i forlængelse af at skoleloven for Grønland blev ændret, således at skolevæsenet blev adskilt fra kirken, og danskundervisningen styrket. (Bryld, 1998 s.9) Samtidig oprettedes en 4 årig realskole på Grønland. Som en overgang fra Den Danske Skole, til realskolen var det nødvendigt at gå et år på efterskolen.

Fra Grønlandske politikeres side var der i årene op til 1950 et ønske om at få undervisningen omlagt, så den fra udelukkende at foregå på Grønlandsk, blev på dansk. Det skete ud fra visionen om at forbedre Grønlandske unges muligheder for uddannelse, `styrke selvtilliden i mødet med danskerne,` (Bryld, 1998 s. 10) samt bringe fremskridt og udvikling til landet generelt.

Det som slår mig allermest i disse beretninger, er at børnene berøves deres modersmål. Da de ankommer til Danmark, kommer de til et land de ikke kender, skikke de ikke kender, et sprog de ikke taler eller forstår. Man var opmærksom på muligheden for at børnene kunne glemme deres modersmål, men tillagde det ikke betydning, da man troede at de nemt kunne lære det igen.

Nu ved man at modersmålet har stor følelsesmæssig og indentitetsmæssig betydning for barnet. (Vejledning om sprogstimulering af tosprogede børn §4 a s. 14)

Intentionerne med at gøre det var gode, alligevel kan det med den viden man har i dag, kun ses som et overgreb, med èt slag at berøve børn deres modersmål.