Jeg er blevet opmærksom på et element som gør grønlænderens selvopfattelse mere kompleks, nemlig at det at ernære sig ved fiskeri var et voldsomt tab af status, i forhold til at være fanger. At være storfanger gav højest status, hvorimod fiskeren blev set som en mand det ikke var i stand til at ernære sig som fanger. I min forforståelse af grønlænderens livsbetingelser, har fiskeren været ligestillet med fangeren.
`Fiskeri var kun for de uduelige, der ikke kunne forsørge kone og børn…I fangertiden rangerede disse sølle fiskere nederst på samfundsstigen.` ( Fleisner Jørgen, i `Forvandlingens år` Atuakkiorfik, Nuuk, 1996 s. 9, i Posborg S. `Rejsen til Danmark-ældre grønlændere i Danmark` s. 11 )
Samtidig blev det en nødvendighed for mange, da sælbestanden i Syd- og Vestgrønland som følge af klimaændringer i 20èrne faldt drastisk. Til gengæld øgedes bestanden af torsk og hellefisk. Derfor blev det nødvendigt for mange at lægge om til at leve af fiskeri, med tab af anseelse i lokalsamfundet til følge.
Tilbagegangen i sælfangsten betød at mange fangerfamilier forlod de mindre bygder til fordel for stører bebyggelser, hvor der var arbejde at få i den nyopståede fiskeindustri. Dette betød samtidig en ændring fra at være selvforsynende til at være lønarbejder.
Det var almindeligt fortsat at tage på fangst i sin fritid, dels for at supplere sin husholdning med traditionelle varer, dels for at fastholde sine færdigheder og sin kultur.
Kilde : Posborg, Susanne (2000) : Rejsen til Danmark – ældrer grønlændere i Danmark. Skive. Formidlingscenter Nord. (Formidlingscenter Nord er en landsdækkende, selvejende institution under Socialministeriet, som arbejder med dokumentation, udvikling og formidling på ældreområdet, specielt svage ældre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar