Daglejerprojektet i relation til Søren Lynges udtalelser
I interviewet med Søren Lynge siger han at det ikke er ualmindeligt at der kommer voksne grønlændere til Danmark som har et mangelfuldt kendskab til det danske sprog.[1] Det drejer sig om nogle af de som kommer hertil i en moden alder, uden at have en uddannelse.
I kraft af deres statsborgerskab, kan de frit rejse hertil uden at være omfattet af nogen form for integrationsindsats når de ankommer. De kan modtage sprogundervisning på kurser sammen med andre indvandrere, hvis de kommer i kontakt med personer som kender til den mulighed. Det kan typisk være i et af de 4 grønlandske huse, at de får viden om den mulighed.
I Århus afsluttede man i 2006 et projekt som havde forløbet over 1 ½ år og kaldtes `Daglejerprojektet`[2] det var målrettet netop denne lille gruppe af voksne grønlændere med svag tilknytning til arbejdsmarkedet.
Man opsøgte grønlændere indenfor målgruppen, og sammensatte en gruppe på 8 personer, som samlet i gruppen, løste forskellige arbejdsopgaver for virksomheder eller stører landbrug. Der var altså tale om arbejde som en arbejdsgiver ønskede udført, til forskel for aktivering. Det anser jeg for væsentligt for at deltagerne opnåede tilfredsstillelsen ved veludført arbejde. Men også for at de blev i stand til at føle samhørighed og forpligtelse overfor gruppen. Det gør man ikke i samme grad, overfor til lejligheden opfunden aktivering, som overfor bestilt og betalt arbejde fra en arbejdsgiver. At der var tale om reelt arbejde, gør også at de involverede grønlændere opnår kendskab til hvordan det danske arbejdsmarked er konstrueret, hvem man henvender sig til. Samt til de forventninger, de individuelt vil bliver mødt med på arbejdsmarkedet.
At dette daglejerprojekt strakte sig ud over 1 ½ år, altså forholdsvis lang tid, tror jeg er særdeles vigtigt for at få succes med det. Den enkelte deltager har brug for at have gentagne, både gode og dårlige oplevelser i løbet af projektet, for at de kan lejres som erfaringsgrundlag i hukommelsen, og bidrage til at udvikle individets habitus i retning mod at besidde den selvtillid der skal til, for at ønske at være på arbejdsmarkedet, og at blive i stand til at tilegne sig de nødvendige forudsætninger. Enkelte succesoplevelser er ikke nok til at gøre dette. Men i og med at `habitus konstant er orienteret mod praksis`[3] tror jeg at dette projekt har haft afgørende betydning, for virkelig at betyde en forskel, for at overkomme at tilegne sig brugbare kompetencer, for nogle af de mest motiverede deltagere.
Man kan sige at gennem segregering i en kortere periode, ved at man samlede en lille gruppe med svag og problematisk tilknytning, til det danske arbejdsmarked, opnåede man at nogle individer blev integrerede i arbejdsmarkedet, hvilket giver dem væsentligt stører mulighed for på sigt at opnå inklusion i samfundslivet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar